Rustic home er en betegnelse, som dækker over en mere feminin og sjælelig måde at indrette sit hjem på. Stilen lægger sig op ad urban living, men i rustic home er der i langt større grad fokus på de bløde værdier i indretningen. I forhold til urban living, hvor et maskulint udtryk baseret på rå materialer som stål og ubehandlede murstensvægge, så er der her fokus på varme og hygge i indretningen. Brug af genbrug, farver, træ og nips er helt klare tendenser i en rustic home indretning.

Den personlige indretning

I rustic home indretningen er der plads til personlighed og dit helt eget særpræg. Brug derfor gerne spændende genbrugsfund som du selv kan sætte dit præg på. Et gammelt møbel i en ny frisk farve eller gamle ting i nye funktioner. Det er vigtigt at turde lege med tingenes funktion. Et par gamle kufferter kan således hurtigt blive til den perfekte opbevaring ovenpå et skab eller genanvendes som basen for et anderledes sofabord. Kun din fantasi sætter grænser. Det samme gælder for gamle arvestykker, som tit kommer til sin ret i en rustic home indretning, hvor det personlige er vigtigt. Lad derfor den gamle vase fra farmor få æresplads i din vindueskarm eller hæng din oldemors gamle maleri op på stuevægen. Det er i rustic home vigtigt ikke at være bange for de personlige ting i indretningen og gamle arvestykker fortæller en hel masse om dig og din historie. Vær derfor ikke bange for at tilføje billeder af familien eller vennerne i smukke rammer. De fortæller lige så meget om dig, som dine personlige valg af møbler.

Bland nyt og gammelt

Når du har udvalgt de gode genbrugsfund og besluttet dig for, hvilke sentimentale arvestykker som må få plads i dit hjem, er det vigtigt at blande dem med nyt. Det er ikke et museum du bor på og for at gøre din stil og indretning fuldendt, er det en god ide at udvælge nyt design, som tiltaler netop dig. I rustic home indretningen er det netop blandingen af nyt og gammelt, som gør at din indretning bliver unik for dig. Når du skal kigge på nye møbler, så bland træ, sten og marmor ind i din indretning, for det helt rigtige rustic home udtryk. En frisk farve på væggen kan også være en måde, hvorpå du skaber personlighed og kontrast i din indretning.

Glem ikke hyggen

I rustic home indretningen er hygge i højsædet. Tilføj derfor hyggemarkører i din indretning. Indret din sofa med puder og tæpper i bløde materialer. Vær ikke bange for at skabe rum i rummet. Det gøres bedst med tæpper på gulvet. Tæpper giver varme i indretningen og kan være med til at inddele din indretning i små hyggelige oaser. Det er også super vigtigt med den gode belysning. Tænk over hvor du placerer dine lamper, så belysningen er varm og behagelig. I forbindelse med belysning er stearinlys altid en god ide og en øjeblikkelig stemningsskabende ting, der gør at du og dine gæster kan slappe af.

Anbefalede artikler